Er din næste firmabil blandt favoritterne, der kører sig ind på top-10-listen for firmabiler i 2024? I så fald er det en elbil, for efter årets første 9 måneder er samtlige modeller på listen er nu helt elektriske. Det viser tallene fra det største danske leasingselskab, Nordania, som har opgjort alle bestillinger af firmabiler for årets tre første kvartaler.
Øverst troner fortsat Tesla Model Y, men de konventionelle mærker vinder frem, og faktisk står tre tyske bilmærker for 7 ud af 10 biler på listen.
"Model Y er stadig en populær model blandt vores kunder takket være dens kombination af rummelighed, effektivitet og teknologi. Det ville overraske mig, hvis den ikke også slutter året af på toppen, når vi om et par måneder har tallene for hele 2024", siger Jens Haarmark Nielsen, der er chef for Fleet Management i Nordania Leasing.
Men de bredere modelprogrammer hos konkurrenterne begynder også at give pote nu, hvor Mercedes med hele tre modeller på listen for alvor er tilbage i varmen hos firmabilisterne. Hos både Audi og Volkswagen har de også to modeller på listen, så de tyske mærker er på ingen måde ude i kulden hos firmabilisterne.
“De elektriske bilmodeller er nu nærmest en selvfølge i mange virksomheder og hos mange bilbrugere. Dels bidrager elbilerne til en lavere kørselsudledning, og samtidig er beskatningspriserne generelt meget attraktive. Det har været helt afgørende for antallet af bestillinger, at man med elbilerne får utroligt meget bil for pengene,” forklarer Jens Haarmark Nielsen.
Stor interesse for nye stationcars
Blandt de nyere modeller på listen finder vi blandt andet ID.7 fra Volkswagen, der er en af de første stationcars på strøm i firmabil-klassen. Det samme gør sig gældende for BMW i5, der også er populær som stationcar. Og de får snart konkurrence fra endnu en model i form af Audi A6.
Det er også værd at bemærke, at plugin-hybriden Ford Kuga efter en ellers fin start på året nu ser ud til at være mindre efterspurgt hos firmabilisterne. Den hidtil sidste plugin-hybrid er nemlig røget af listen, hvilket understreger skiftet mod en ren elbil-flåde.
"Markedet for firmabiler har taget et skarpt sving mod elektriske køretøjer, specielt i år, hvor vi ser, at 80% af alle nybestilte firmabiler er eldrevne, og i tredje kvartal alene nåede vi op på 87%", afslører Jens Haarmark Nielsen.