Når vi i Danmark har store ambitioner om at sænke samfundets udledning af CO2, spiller byggeriet en kæmpe rolle. Ifølge Dansk Standard1 står bygninger, broer og veje tilsammen for 30 % af Danmarks CO2-udledning. Derfor er det vigtigt, at virksomheder som HusCompagniet, der er landets største producent af enfamiliehuse, støtter op og deler ambitionerne om en grønnere fremtid.

Og dét gør de. Når kalenderen rammer 2030, har virksomheden et mål om at have reduceret CO2-udledningen for at bygge en kvadratmeter hus med 70% sammenlignet med niveauet fra 2019. Målet gælder virksomhedens såkaldte Scope 3-udledning, og helt præcis CO2-udledningen fra byggematerialerne husene bygges med, gennem husets livscyklus.

"Vi har i år systematisk indsamlet data og viden om livscyklus-emissionerne fra alle vores huse. De vigtige erfaringer danner grundlag for vores videre arbejde med at reducere CO2-udledninger fra de huse vi bygger. Vores materiale-leverandører har fuldt tryk på innovationen," forklarer Ulrich Chrone, der er Indkøbsdirektør i HusCompagniet.

Han understreger, at det er vigtigt for HusCompagniet, at de nye løsninger er gennemtestede, og derfor arbejder de tæt sammen med leverandørerne – både når de udvikler på eksisterende produktlinjer, og når de præsenterer nye produkter.

Krav og ambitioner går hånd i hånd
Kravene til nybyggeri i Danmark er allerede langt fremme i forhold til blandt andet varmekilder, isolering og energioptimering, så det er ikke brugen af husene, der udgør den store belastning. Til gengæld vejer det eksempelvis tungt på CO2-vægten at fremstille mursten, beton og tagsten. Et af indsatsområderne for den danske bygge-gigant er derfor at fokusere på byggematerialernes belastning.


Der findes alternativer til murstensfacader, som kan nedbringe CO2-udledningen med op mod 30 %.

"Vi kender i dag klimabelastningen på alle vores materialer og på hver eneste mursten i vores sortimentet, så det kan være en del af beslutningsprocessen hos kunderne. Men vi har eksempelvis også fundet nye facadeløsninger, der kan reducere CO2-udledningen med cirka 30 % sammenlignet med vores mest brugte murstensfacade. Og det vil der komme meget mere af," lover Ulrich Chrone fra HusCompagniet.

Her kan du se nogle af de tiltag, som Danmarks største producent af enfamiliehuse har taget:

Udvalgte tiltag

  • Kortlægning af CO2-belastning på eksisterende materialer.

  • Udvikling af nye facadeløsninger med 30% mindre belastning end den mest brugte murstensfacade.

  • Tæt samarbejde med leverandører for at udforske og teste for lav-emissions-løsninger og byggematerialer med særligt fokus på lavere CO2-aftryk på mursten og beton.

  • Udvikling af træ-skellet til typehuse som alternativ til beton.

  • Udfasning af gas som varmekilde i januar 2022. Det har medført en reduktion af CO2-udledningen fra brugsfasen af de nye huse på 30% i forhold til 2019.

  • Fokus på implementering af solceller ved at tilbyde attraktive energipakker.

  • Alle nye person-firmabiler skal fra slutningen af 2023 være elbiler.

Elektriske firmabiler er en del af løsningen 

Ligesom byggebranchen er transport en af de tunge spillere globalt, når man taler om udledning af drivhusgasser. Men også her arbejder HusCompagniet nu målrettet på at få sænket kørselsudledningen fra virksomhedens firmabiler.

Allerede nu er mange af bilerne elektriske, men fra og med slutningen af 2023 kan virksomhedens ansatte med firmabil alene vælge mellem et udvalg af elbiler, når bilen skal skiftes ud.

"Jeg indrømmer gerne, at der både hos mig selv og kollegerne har været en vis skepsis, da vores rådgiver hos Nordania Leasing begyndte at udfordre os på vognparkens sammensætning. Men udviklingen er gået stærkt, og nu efterspørger vores medarbejdere elbiler som firmabil."



Ulrich Chrone har ofte behov for at køre langt i forbindelse med arbejde. Han har selv for nylig fået nøglerne til sin første elektriske model. Og selvom det fortsat kræver noget tilvænning, er han glad for beslutningen:

"Jeg skal stadig vænne mig til at tanke strøm på bilen i stedet for diesel. Men vi har sat ladestandere op ved alle vores afdelinger i HusCompagniet, jeg kan lade op derhjemme, og når jeg har brug for opladning på farten, har jeg lært at bruge pauserne konstruktivt til blandt andet at tjekke mails. Så behøver jeg ikke bruge tid på computeren, når jeg kommer hjem."

Elektriske varebiler er en større udfordring

Mens firmabilerne på hvide plader nu alle skal køre på strøm, er indkøbsdirektøren lidt mere tilbageholdende med at skifte bilerne på de gule plader til elbiler. De første elektriske varebiler på markedet har både på pris og præstationer haft svært ved at konkurrere med de konventionelle modeller.

"Men med nye modeller og længere rækkevidde er bilerne nu ved at være attraktive. Vi har dog stadig en grundlæggende udfordring med at finde den helt rigtige løsning i forhold til vores medarbejdere, der parkerer deres varebil hjemme, og derfor kan have brug for en ekstra el-ladestander på deres privatadresse. Det er ikke alle der ønsker det af praktiske hensyn. Det kræver derfor, at en byggeleder ændrer daglige rutiner og eksempelvis henlægger kontortid til et stop ved en lynladestation eller lader i forbindelse med, at man er på et af vores kontorer," siger Ulrich Chrone.

Og så bliver en væsentlig del af nøglen til en mindre ressourcekrævende flåde af varebiler, at bilerne skal være mindre. For selvom mange håndværkere er vant til at kunne have alt deres udstyr og værktøj i varerummet, så kræver nye udfordringer en ny tilgang, mener indkøbsdirektøren i HusCompagniet:

"Downsizing af varebiler er også et fokusområde for os. En mindre bil bruger knap så meget energi og koster mindre CO2 at producere. Så der er meget at vinde. Og ja, så kan servicemedarbejder ikke nødvendigvis have alt deres værktøj i bilen, men her må vi tænke anderledes og se gevinsterne frem for begrænsningerne," slutter Ulrich Chrone, og understreger, at man jo ikke behøver at have alt i bilen hver eneste dag, hvis man kan køre hen på et lager og hente det specialværktøj, man kun sjældent bruger.

Er du nysgerrig på elektriske varebiler?

Få et uforpligtende tilbud her

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig Nordanias nyhedsbrev og få adgang til nyheder, guides og gode tilbud.
Du kan forvente at høre fra os ca. en gang om måneden.

Tilmeld dig her