Kørsel i udlandet
Skal du på ferie i din firmabil, er der nogle vigtige ting, du skal huske.

Du må gerne køre i udlandet i din firmabil.

Når du kører i udlandet, er der dog - udover kørekort og pas - en række lovpligtige ting og dokumenter, du skal have med.

Advarselstrekant: Er lovpligtig i en lang række lande. Mangler du en i din bil, kan du eksempelvis købe den hos FDM.

Bilens originale registreringsattest: Du skal altid medbringe Del 1 af bilens registreringsattest. Har du eller din virksomhed ikke registreringsattesten, kan du bestille en her.

DK-skilt: Er lovpligtigt, med mindre du har en EU-nummerplade. Du kan bl.a. købe DK-skilte hos FDM.

Det grønne kort: Rejser du uden for EU, skal det medbringes som garanti for ansvarsforsikringen. Du kan selv printe det grønne kort fra dit forsikringsselskabs hjemmeside – det behøver ikke være i farver. Er du forsikret via Nordania Forsikring ved Tryg, kan du alternativt bestille kortet her. Skriv "Nordania" under forsikringsaftalenummer, og vær opmærksom på, at det kan tage op til 14 dage.

Det røde kort: Giver dig ret til vejhjælp gennem SOS International, hvis din bil er kaskoforsikret. Du behøver ikke længere at medbringe det fysisk. Du kan enten medbringe telefonnummeret til SOS internationals alarmcentral eller hente deres app til iPhone eller Android.

Er du Tryg forsikringskunde behøver du ikke det røde kort:  Har du brug for vejhjælp i udlandet kan du ringe til Nordania Assistance eller direkte til Tryg Vejhjælp på tlf. 70 11 20 00.

Det blå sygesikringskort: Fra 1. august 2014 gælder det gule sygesikringskort ikke i udlandet. I stedet skal du medbringe det blå EU-sygesikringskort. Vær opmærksom på, at det kun dækker i EU- eller EØS-lande. Du kan bestille kortet på borger.dk.

Førstehjælpskasse: Det er lovpligtigt i en lang række lande at have førstehjælpskasse i bilen. Har du Nordania Assistance, har du allerede en førstehjælpskasse.

Sikkerhedsveste: Veste til alle bilens passagerer er også lovpligtige i en lang række lande. Husk, at de skal være placeret i bilens kabine. Du kan typisk købe sikkerhedsveste hos bilforhandlere og i byggemarkeder.

Carnet de Passages en Douane: Et tolddokument til brug ved kørsel i en række lande uden for Europa. Dokumentet udstedes af den tyske bilklub ADAC. Du kan se, hvordan du bestiller her.

Rejseforsikring: Bør altid medtages, når du rejser uden for EU, hvor du ikke er dækket af det blå sygesikringskort. Husk også at tegne hjemtransport.

Skade i udlandet

Ved skade eller driftstop uden for Danmark ydes assistancen i samarbejde med SOS international, Tryg Vejhjælp for Tryg forsikringskunder og Falcks internationale samarbejdspartnere. Du skal stadig ringe på telefon: +45 70 15 13 15.

På vinterferie i firmabilen

Har du husket snekæderne?

 

Snekæder
Det kan komme som en overraskelse for selv erfarne bilister, men der er mange steder i både Tyskland, Østrig, Schweiz, Italien og Frankrig, hvor det er obligatorisk at køre med snekæder. Specielt i mange skiområder kan man opleve strækninger, hvor det kun er tilladt at køre, hvis man har monteret snekæder. Så kig efter det blå skilt som vist til højre. Kører man galt uden snekæder i et område, hvor der ellers er skiltet med det, så kan man blive holdt ansvarlig for ulykken. Hastighedsgrænsen ved kørsel med snekæder er 50 km/t, og kæderne skal påføres de trækkende hjul.
 
Pigdæk
I Norge lyder det i færdselsloven, at ”når vinterføret gør det nødvendigt, må et motorkøretøj ikke bruges, uden at hjulene er sikret tilstrækkeligt vejgreb…”. Det kan i praksis betyde, at du skal have snekæder på – også selvom du har pigdæk monteret. Så hav altid snekæderne med i bagagerummet, da man faktisk kan risikere at blive afvist ved færgerne til Norge, ”hvis man ikke har tilstrækkelig vinterudrustning på/med til køretøjet”.
 
I Sverige er der ikke krav om snekæder, men det er tilladt at have pigdæk på i vintermånederne.
 
Skal man til Alperne, er pigdæk ikke et alternativ, da de ikke er tilladt at bruge i Tyskland.
 
Vinterdæk i udlandet
I de fleste europæiske lande er det påbudt at køre med vinterdæk, når vejret kræver det, - fx sne og is på vejene. Men er vejene tørre og vejret fint, så er det meget sjældent et lovkrav. I Nordania anbefaler vi dog altid, at du kører med vinterdæk i vinterperioden - både i Danmark og i udlandet.