Kører du i firmabil, eller har du udsigt til at få stillet én til rådighed? Alle firmabiler, der enten tages i brug første gang eller skifter bruger efter 1. februar 2020, er omfattet af nye regler, som kort fortalt betyder, at vi senest 4 måneder inde i leasingperioden skal foretage en genberegning af bilens beskatningsgrundlag.

Herefter kan der ske en ændring af det beløb, brugeren bliver beskattet af. Leasingydelse ændrer sig dog ikke. Du kan læse flere detaljer om den nye lov her.

Har din virksomhed samarbejdsaftale?

Efter genberegning opdateres beskatningsgrundlaget automatisk i rapporterne, så de viser beskatning før og efter genberegning. Dette vil også fremgå på biler indregistreret før februar 2020, da man ved brugerskifte ligeledes skal beskattes af den genberegnede værdi.

 

Har din virksomhed ikke samarbejdsaftale?

Så snart en bil bliver genberegnet, sender vi en mail med den nye værdi direkte til virksomhedens kontaktperson.

Biler indregistreret før 3. oktober 2017

Beskatningen er fast de første 36 måneder, hvorefter beskatningsgrundlaget falder til 75%. Det er uafhængigt af eventuelt brugerskifte. Der sker ingen genberegning.

 

Biler taget i brug fra 3. oktober 2017 til 31. januar 2020

Bilerne bliver genberegnet senest 4 måneder efter indregistreringsdato. Der sker én genberegning i leasingperioden. Dette vil kun have betydning for beskatningsgrundlaget, hvis der foretages brugerskifte på bilen.

Hvis der ikke foretages brugerskifte i leasingperioden, er beskatningen fast de første 36 måneder, hvorefter beskatningsgrundlaget falder til 75%. 

Hvis der sker brugerskifte, skal ny bruger beskattes af værdien fra genberegningen. Beskatningen vil herefter være fast til 37. måned, hvorefter beskatningsgrundlaget falder til 75%.

 

Biler taget i brug fra og med 1. februar 2020

Bilerne bliver genberegnet senest 4 måneder efter indregistreringsdato. Der sker kun én genberegning i leasingperioden.

Beskatningen er fast de første 3-4 måneder afhængig af indregistreringsdato. Fra 4./5. måned skal firmabil-brugeren beskattes af værdien fra genberegningen. Beskatningen vil herefter være fast til 37. måned, hvorefter beskatningsgrundlaget falder til 75%.