Landbrugsmaskinerne bliver større og større og mere effektive. Det er den første umiddelbare kommentar fra Nordania Leasings Søren Schwartz i dagene efter Agritechnica i november. Han var på messen sammen med kollegaerne fra Nordania Leasings landbrugsteam, nemlig Peter Justesen og Martin Thomas Jensen.
”Men det er især robotteknologi, herunder førerløse enheder, og elektrificering, der står højt på dagsordenen,” siger Søren Schwartz.
Medaljer på spil
Agritechnica uddeler hvert år medaljer til de mest innovative nyheder, og den eneste guldmedalje i 2019 blev uddelt til John Deere for deres eAutoPower transmission. Det er et system, hvor man bruger elektrisk transmission i stedet for hydraulik, og det giver en bedre effektivitet.
”Med John Deeres nye transmissionssystem kan man trække 100 kilowatt ud af transmission til efterspændte vogne. Det er et intelligent system, hvor traktoren selv finder ud af, hvornår det kræver, at gyllevognen eller frakørselsvognen skal trække med, hvor meget den skal trække, samt i hvilken retning den skal trække,” siger Peter Justesen og tilføjer:
”Det er en meget spændende udvikling, som vi glæder os til at følge i de kommende år.”
Tusindvis af danskere på Agritechnica
Nordania Leasing er på Agritechnica for at tale med danske og internationale maskinleverandører, importører, forhandlere og ikke mindst danske kunder, og ifølge Peter Justesen drager over 10.000 danskere sydpå for at opleve de nyeste maskiner og trends indenfor landbrugssektoren.
”Vi møder rigtigt mange af vores kunder på messen, hvor vi får en uforpligtende snak om det, vi alle holder af, nemlig landbruget og maskiner,” lyder det fra Søren Schwartz.
Miljøvenlig jordbearbejdning
En af de markante ændringer, der er på vej i landbruget, er, at brugen af glyfosat, der blandt andet sælges under varemærket Roundup, bliver forbudt fra 2023 i Tyskland.
”Stort set alle ikke-økologiske landbrug anvender i dag glyfosat, og specielt ved conservation agriculture, der er et internationalt anerkendt dyrkningsprincip med minimal jordbearbejdning og konstant plantedække, er anvendelsen af glyfosat en integreret del,” siger Peter Justesen.
Selvom det i skrivende stund udelukkende er Tyskland og Østrig, der vælger at forbyde glyfosat, præsenterede mange af de store producenter af landbrugsmaskiner på Agritechnica deres bud på maskiner til jordbearbejdning som alternativ til anvendelse af glyfosat.
”Det er harver, som kan håndtere stor plantemasse, og som laver en meget øverlig jordbearbejdning på 1-2 centimeter, der forventes at give samme effekt på ukrudt og plantedække som glyfosat,” siger Peter Justesen afslutningsvist.
Om Agritechnica
• Verdens største landbrugsmesse.
• Afholdt fra den 10. til den 16. november 2019 i Hannover.
• I 2019 var der 2.820 udstillere fra 52 lande på messen. Blandt dem var 59 danske udstillere, blandt andet Samson Agro, Dal-bo, He-Va, Agrometer med mange flere.
• I 2019 var der 450.000 besøgende, hvoraf 130.000 besøgende kom fra andre lande end Tyskland. I alt var 128 lande repræsenteret blandt de mange besøgende.
• Afholdt første gang i Frankfurt i 1887 under betegnelsen DLG.
• Afholdt første gang under navnet Agritechnica i 1985.
• Afholdt første gang i Hannover i 1995, hvor udstillingsarealet svarer til 40 fodboldbaner.
• Siden 1987 afholdt hvert andet år.
• Du kan læse mere om messen på agritechnica.com.
Kilde: bl.a. www.agritechnica.com