De seneste år har der stået ”C” på bagsmækken af de fleste biler, som Nordania har langet over disken. Både i 2018 og 2019 var Mercedes-Benz C-Klasse firmabilisternes favorit. Konkurrencen har dog været hård, og i det forgangne år var den tyske premium-model hårdt presset af blandt andre en svensk rival i form af Volvo V60, som i første halvår af 2019 faktisk lå i front.
Nu har Nordania opgjort resultatet for det første kvartal af 2020, og der er ingen tvivl om, Mercedes fortsat er stjernen i klassen med hele 3 modeller i top 10 med den klassiske C-Klasse, den luksuriøse E-Klasse og så en helt ny SUV, der har fået modelnavnet GLB.
- Vi så en meget stærk slutspurt fra C-Klasse i det forgangne år, som brugerne elsker for både designet, køreegenskaberne og det generelt høje udstyrsniveau. Men en højdespringer her i begyndelsen af 2020 er den nye GLB, som vi oplever stor interesse for, siger Jens Haarmark Nielsen, der er chef for Fleet Management hos Nordania Leasing, og uddyber:
- Jeg kan med ret stor sikkerhed sige, at vi aldrig før har oplevet så mange bestillinger af en bil, som endnu ikke var på markedet, og som ingen af kunderne derfor har kunnet se og røre, før de har bestilt den. Det er meget imponerende!
Showroom | Se priser og specifikationer på Mercedes GLB her
Rummelig svensker tilbage på toppen
Netop dét faktum, at efterspørgslen hos Mercedes nu er fordelt over flere modeller, har givet plads til en af sidste års store favorit-modeller på toppen af salgslisten.
Det er Volvo V60, der har taget revanche, og den svenske herregårdsvogn er atter at finde på førstepladsen, når man ser på de mest populære firmabiler i årets første tre måneder.
- Der er ingen tvivl om, at Volvo har ramt målskiven med V60. Det nordiske design skiller sig på elegant vis ud fra konkurrenterne, og i kabinen bliver man mødt af et både minimalistisk og komfortabelt interiør med overraskende stor rummelighed, som er et stort hit hos vores kunder, lyder det fra Fleet Management-chef Jens Haarmark Nielsen.
Hos den danske importør af Volvo kommer meldingen naturligvis som en god nyhed i en periode, hvor bilsalget generelt kører på lavt blus som følge af Corona-nedlukningen af samfundet.
- Vi er meget glade for - og stolte over - den anerkendelse og tillid, som de danske erhvervsbilister viser vores brand og produkter. Med V60 er det lykkedes at få komfort, praktik og design til at gå op i højere enhed, men konkurrencen i firmabilssegmentet er ekstremt hård, og netop derfor føles det ekstra godt at indtage førstepladsen, lyder det fra Magnus Boman, der er direktør for Volvo Danmark.
Herunder kan du se hele listen over de 10 mest populære firmabiler i første kvartal 2020. På blue.nordania.dk kan du selv udforske de forskellige modeller i Nordanias online showroom – heriblandt Volvo V60.Se alle Top 10-listerne siden 2009 her
Top 10 - Q1 2020
1. Volvo 60-serie
2. Mercedes C-klasse
3. Mercedes GLB
4. VW Passat
5. VW Touran
6. BMW 3-serie
7. Skoda Superb
8. Volvo XC60
9. Mercedes E-klasse
10. Audi A6
Se alle bilerne i vores online showroom