Som den ubestridte konge i firmabil-klassen de seneste år, har Tesla Model Y allerede status som den mest populære bilmodel blandt firmabilister. I både 2023 og 2024 toppede den salgslisten hos det største danske leasingselskab, Nordania Leasing, men tendensen i det forgangne år har trods alt været nedadgående.
Så efter knap 4 år på markedet (i Europa) er det nu på tide med en kraftig overhaling til Model Y. Og dét får den nu.
Bilen er nu tilgængelig i 3 versioner:
- Model Y med baghjulstræk og 500 kilometers rækkevidde til 339.990,-
- Long Range med baghjulstræk og 622 kilometers rækkevidde til 359.990,-
- Long Range med firehjulstræk og 586 kilometers rækkevidde til 399.990,-
Der er altså tale om meget moderate prisstigninger i forhold til den udgående model. I runde tal er den nye udgave af Model Y blot steget 10.000 kroner.
Og ja ja, vi skal nok komme til de både tekniske og udstyrsmæssige opdateringer lige om lidt, men først skal vi lige til en lillebitte detalje, som nok alligevel vil være en stor (og positiv) nyhed for de fleste, der er i markedet for en ny Tesla…
Nyhed: Blinklys-stilken vender tilbage
En af de mest opsigtsvækkende ændringer i den nye Model Y er måske en lille detalje for nogle, men den har været genstand for stor debat; stilken til blinklyset. I den seneste opdatering af Model 3 blev den traditionelle blinklys-stilk fjernet og erstattet med knapper på rattet. Har du prøvet at trykke på rattet samtidig med at du skulle køre rundt i en rundkørsel? Netop. Så forståeligt nok faldt rat-knapperne ikke i god jord hos alle brugere.
Nu ser det imidlertid ud til, at Tesla har lyttet til kritikerne. I den nye Model Y er blinklys-stilken nemlig tilbage bag rattet, som man også kan ane på billedet herover.
Nå, lad os hoppe videre til de lidt mere markante ændringer…
Nyheder i Tesla Model Y
Den nye Model Y byder på et skarpere og mere futuristisk design, der henter inspiration fra både Model 3 og Cybertruck.
Udvendigt design
- Hvid er fortsat standard-farve på Tesla Model Y, ligesom du også stadig kan få "Solid Black" og "Quicksilver" henholdsvis 10- og 20.000 kr. Men der er også en række nye farver;
- Stealth Grey (+10.000,-)
- Midnight Cherry Red bliver erstattet af Ultra Red (+20.000,-)
- Den tidligere Deep Blue Metallic er til gengæld fjernet fra programmet. - Fronten har fået en mere strømlinet profil med en sammenhængende lysbjælke.
- Bagenden er opdateret med en lysstribe, der strækker sig på tværs mellem baglygterne, hvilket giver et moderne og markant look.
Interiørforbedringer (standardudstyr)
- Ventilation i sæderne sikrer, at du ikke stiger ud af bilen med svedig lænd og ryg på varme sommerdage.
- Den hidtidige ambient-belysning i kabinen er erstattet af en nye type lysstribe, der kan skifte farve.
- En ekstra skærm til bagsædepassagerer giver mulighed for at justere klimaanlæg, musik og medier, så turen bliver mere bekvem og underholdende for passagererne.
- Model Y er nu udstyret med akustisk glas, der reducerer kabinestøjen markant.
- Til gengæld kan du ikke længere vælge versionen med 7 sæder.
Ydeevne og rækkevidde
Tesla Model Y 2025 leverer forbedret præstation og rækkevidde.
- Tesla Model Y Long Range med firehjulstræk, har en WLTP-rækkevidde på 586 km mod tidligere 533. Standard Range med baghjulstræk får også væsentligt længere rækkevidde med 500 km mod tidligere 455 km.
- Batteriet er fortsat 400 Volt, ligesom de fleste konkurrenter på markedet. Enkelte modeller fra eksempelvis Audi, Kia og Hyundai har dog 800 Volt-teknik, som giver mulighed for hurtigere opladning ved lynladere.
- Opladning sker med op til 250 kW. Det er samme ladehastighed som den hidtidige Tesla Model Y.
- Long Range-udgaven med firehjulstræk accelererer fra 0-100 km/t på 4,8 sekunder – en lille forbedring fra tidligere modeller.
- Til gengæld er tophastigheden sænket til 201 km/t mod tidligere 217 km/t.
Tesla begynder leveringer allerede i løbet af marts 2025. I første omgang vil det være en "Launch Edition", som man indledningsvist kunne bestille, der ruller ud på vejene. Men inden sommeren følger de andre varianter. På Teslas hjemmeside kan du under den enkelte variant se et anslået leveringstidspunkt.
Model Y | Baghjulstræk | Long Range (2WD) | Long Range (4WD) |
Rækkevidde | 500 km | 622 km | 586 km |
Tophastighed | 201 km/t | 201 km/t | 201 km/t |
0-100 km/t | 5,9 sek | 5,6 sek | 4,8 sek |
Pris | 339.990,- | 359.990,- | 399.990,- |
