Det bliver snart mere attraktivt at vælge en elektrisk lastbil. I hvert fald hvis du er blandt dem, som tidligere har fravalgt de elektriske varianter på grund af lav ladehastighed.

Mercedes har nemlig formået at oplade en elektrisk lastbil med banebrydende 1.000 kW på deres testanlæg i det sydlige Tyskland. Det er modellen eActros 600 - det nye flagskib for den elektriske fremtid hos Mercedes-Benz Trucks - der har formået at bryde igennem den prestigefyldte mur, og derved altså nu i praksis kan oplade i megawatt.



Mercedes tester deres lastbil, for at være klar til implementeringen af MCS-teknologien (Megawatt Charging System), der forventes at blive færdiggjort i løbet af 2025. Teknologien skal gerne blive den nye opladningsstandard, der netop gør det muligt at oplade elektriske køretøjer med op til 1 megawatt og i visse industrier endda betydeligt mere.

Produktionen af eActros 600 er sat til at starte i slutningen af 2024. I første omgang vil modellen være i stand til at lade med op til 400 kW med det kendt CCS stik, men leveres også forberet til MCS-ladning, når teknologien er endeligt klar.

Kan blive et populært valg

Men hvordan passer det nye Mercedes-flagskib så ind i markedet? Hanne Skræddergaard, salgschef i Nordania Leasing, har store forventninger til den nye lastbil:

”Jeg tror, den bliver et populært valg blandt vores kunder. Med god rækkevidde, lynhurtig opladning og en ganske fair prissætning, så er jeg næsten overbevist om, at den vil bidrage til, at flere vælger en elektrisk lastbil”.



Det er dog ikke lutter guld og grønne skove, fortsætter Hanne:

”Vi mangler fortsat, at regeringens pulje til den grønne omstilling af lastbiler bliver offentliggjort med nogle konkrete vilkår. Vi ser flere kunder være tilbageholdende, fordi de afventer puljen – og det er ærgerligt, når tiltaget netop er sat i søen for at fremme nul-emissionsalternativerne.”

Læs mere om puljen her: 750 millioner kroner på vej til den tunge transportsektor

Langturskørsel kan blive nemmere på sigt

Selv om udsigten til megawatt-ladning kan give julelys i øjnene hos de fleste vognmænd, så skal du dog stadig væbne dig med en enkelt knivspids tålmodighed.

Lige nu er der nemlig ingen ladestandere i Danmark, som kan supportere megawatt-opladning. De fleste ladestandere til tung transport har en ladeeffekt op til 300 kW, men forventningen er naturligvis også, at det på sigt bliver mere normalt med de kraftigere af slagsen. Flere ladeoperatører har allerede planer klar om megawatt-ladning, så snart hardwaren og de nødvendige ampere er til rådighed.



Mercedes eActros 600 skal derfor mere opfattes som en lastbil, der er forberedt til næste generation af ladeteknologi. Men selv med de aktuelle ladestandere på 300 kW bør du med ladning i frokostpausen kunne køre i alle 9 arbejdstimer, uden at batteriet løber tør. Så megawatt-ladning vil være godt for at få ladetempoet op og give mere fleksibilitet, men er dog ikke en absolut nødvendighed for dansk distribution.

Tekniske specifikationer

Mercedes eActros 600 har en teoretisk rækkevidde på 500 km og oplader fra 20 til 80% på under 30 minutter med megawatt-opladning. Oplader du din lastbil med en mere traditionel DC-lader på 300 kW, tager en fuldopladning normalt omkring 2 timer.

I lastbilen finder du tre batterier, som hver er monteret med 207 kWh, hvilket giver en samlet batterikapacitet på 621 kWh. Selve battericellerne er af typen lithium-iron-phosphate (LFP) – også kendt som kobolt-frie batterier - der er den teknologi, som Mercedes satser på til deres lastbilbatterier.

Men kan batterierne overhovedet holde til at blive opladet så kraftigt over længere tid? Det mener Mercedes, som lover, at selv efter 10 år og 1,2 mio. kørte kilometer vil batteritilstanden fortsat levere en kapacitet på over 80%.

Overvejer du at investere i en elektrisk lastbil?

Hvad end du ønsker branchespecifik information, rådgivning eller et uforpligtende tilbud, så kan du altid tage fat i en af vores lastbil-rådgivere. Specielt hvis det er første gang, du overvejer at vælge en elektrisk lastbil, så kan vi hjælpe dig med at komme godt i gang med den grønne omstilling.

Skriv dig op herunder – så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Bliv kontaktet af en rådgiver


Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig Nordanias nyhedsbrev og få adgang til nyheder, guides og gode tilbud.
Du kan forvente at høre fra os ca. en gang om måneden.

Tilmeld dig her