Godt nok er det stadig svært at finde den rette arbejdskraft, og mange virksomheder har ordrebøgerne fyldt op. Så Danmark befinder sig ikke i en recession, altså en periode med økonomisk tilbagegang – endnu. Men med stigende gas- og elpriser, stigende renter og den høje inflation, nærmer vi os.
Hvad skal du være særligt opmærksom på i en tid med økonomisk usikkerhed, hvis du leaser? Det har vi spurgt Steen Kock Nielsen, salgschef i Equipment hos Nordania om.
Når du anskaffer nyt udstyr: Leasing forbedrer din likviditet
Der er meget, der kan gå galt i tider med økonomisk usikkerhed: ordrenedgang, en stor kunde, der ikke kan betale sin regninger, og risiko for at man ikke kan få råvarer, så man ikke selv kan levere til tiden, og dermed tjener man ikke de penge, man havde regnet med.
Her handler det blandt andet om at have en god likviditet. For hvad nytter det at have en god egenkapital, hvis man ikke kan betale sine regninger? “Det er typisk derfor, virksomheder går konkurs: Mangel på likviditet,” siger Steen Kock Nielsen, og fremhæver, at leasing er vigtig for at sikre likviditeten i virksomheden:
- Leasing er godt for likviditeten, fordi du ikke bruger virksomhedens frie midler.
- Tidligere anvendte virksomheder måske leasing til i stedet at bruge likviditeten til vækst.
- Nu kan man med fordel lease for at sikre likviditet og likviditetsreserver i tilfælde af økonomisk stormvejr.
Sikkerhed: Din leasingaftale kan ikke opsiges, hvis du overholder forpligtelserne i den
En leasing-aftale er som udgangspunkt uopsigelig, hvis du som leasingkunde altså betaler til tiden og i øvrigt overholder forpligtelserne i leasingaftalen. Så selv om din kreditværdighed ændrer sig, eller din branche er i krise, kan leasingselskabet ikke opsige aftalen. Og det er uanset, om det er operationel leasing eller finansiel leasing.”Den sikkerhed sætter mange leasingkunder pris på,” konstaterer Steen.
Hvad sker der med din leasingafgift, hvis renten stiger?
Det kommer helt an på, om du har en fast afgift, eller om du har en variabel leasingafgift, der stiger og falder i takt med renten.- Hvis du har en fast afgift på en leasingaftale, der er i gang, så kommer din leasingafgift ikke til at stige. Din aftale kører altså med samme leasingafgift, indtil den udløber. Læn dig tilbage og nyd det.
- Hvis du har en variabel afgift, er den allerede steget, og vil fortsætte med at gå op eller ned i takt med renten. Til gengæld har du måske nydt godt af lave udgifter i årevis… og når renten falder, vil din virksomhed nyde godt af det igen.
- En ny aftale med fast afgift er blevet dyrere pga. renten.
Har du en aftale med fast afgift, der endnu ikke er trådt i kraft, fordi din maskine endnu ikke er blevet leveret, kan du risikere, at din faste afgift bliver meget større, end du regnede med, da du bestilte din maskine. Det sker, fordi renten er steget i mellemtiden.
”Men hvis aftalen ikke er låst fast, kan du nå at vælge en variabel leasingafgift i stedet. Her vil afgiften være lavere end den faste, til gengæld kan afgiften både gå op og ned i takt med renten,” siger Steen Kock Nielsen.
Med andre ord: har du et stærkt behov for at kende dine udgifter vil den faste afgift nok være at foretrække - men tror du på, at renten falder, og kan din økonomi bære udsving, er den variable afgift absolut en mulighed.
Læs også gode råd fra Danske Bank her:
Økonomisk usikkerhed - råd og indsigter til virksomheder
Tal med en leasingrådgiver i Nordania om dine muligheder
Har du brug for en hjælpende hånd eller rådgivning omkring dine leasing-muligheder, så er du altid velkommen til at tage os med på råd. Vores erfarne rådgivere sidder klar til at hjælpe, hvad end du ønsker information, branche-specifik vejledning eller et uforpligtende tilbud.