Landbrugssektoren er i gang med et markant skifte, der blandt andet inkluderer droneoverflyvninger, datadrevne markrobotter og satellit-informationer – alt sammen under fællesnævneren ”præcisionslandbrug”.
Præcisionslandbrug er ved at blive en integreret del af moderne landbrugspraksis. I 2024 er den teknologibaserede tilgang til landbrug kommet så langt, at det både er med til at optimere måden landmændene dyrker deres marker på, og i særdeleshed hvordan de tænker bæredygtighed og ressourceforvaltning.
Med moderne teknologi kan landmanden se frem til besparelser på både brændstof, gødning, pesticider og den tid, der bliver brugt i marken. Og endnu vigtigere, så har effektiviseringen også en positiv effekt i forhold til miljøet og klimaet.
I en branche, som netop står over for store udfordringer med den grønne omstilling, er præcisionslandbrug på sigt noget nær en nødvendighed, hvis man ønsker at drive et professionelt, moderne landbrug, som skal imødekomme potentielle CO2-krav.
Flotte tal med en skyggeside
78% af det danske landbrugsareal bliver dyrket med præcisionsetknologi. Det viser tal for 2023 fra Danmarks Statistik, men selv om det kan lyde af meget, skal man være påpasselig med at juble for tidligt over det høje tal, mener Peter Justesen, fritidslandmand og senior salgschef i Nordania Leasing:
”En anvendelse på 78% kan lyde meget flot, men her er det vigtigt at huske på, at hvis blot en enkelt traktor bruger GPS/satellit til at styre, så tæller det også med som præcisionslandbrug i statistikken. Det er ”gammel teknologi”, og præcisionslandbrug er meget mere end det.”
Peter Justesen ser mange positive trends i dansk landbrug, og fortsætter:
”Udviklingen går rigtig stærkt i øjeblikket. Mange af vores kunder kigger i øjeblikket mod nyeste teknologi, som bl.a. kan hjælpe med graduering, sektionstildeling, spotbehandling med videre og ikke mindst dokumentere det udførte arbejde i marken.”
Data på markerne kan blive guld værd
Netop dét at kunne dokumentere automatisk kan fremover blive en værdifuld investering, spår Peter Justesen:
”Vi har allerede set skærpede krav til landbruget i de seneste år, så det ville undre mig meget, hvis det ikke snart bliver en nødvendighed at kunne dokumentere fx anvendelsen og fordelingen af gødning og sprøjtemidler. Og netop her bliver moderne teknologi en langsigtet hjælp, når de elektroniske filer fra udbringningen, overføres automatisk til videre databehandling.”
Men udover de klare fordele ved allerede nu at forberede sig på potentielt skærpede krav, så handler det for Peter Justesen om noget vigtigere end blot at automatisere det administrative:
”Det handler i bund og grund om godt landmandskab, og om at skabe en attraktiv arbejdsplads med et godt omdømme. Vi har mange kunder, som gerne vil gå forrest og bidrage til den bæredygtige transformation. Det synes jeg er fantastisk.” slutter Peter Justesen.
Fakta om præcisionslandbrug
I præcisionslandbruget anvender landmanden digitale informationer fra sensorer på satellitter og droner, GPS-udstyr, udbyttemålere mv. samt maskinudstyr, som kan omsætte digitale informationer til bestemte handlinger i forbindelse med dyrkning. Grundprincipperne i præcisionslandbruget er:
Præcis timing (ifm. vækstsæson, temperatur, planternes aktuelle behov mv.)
Geografisk præcision (undgå overlap ved jordbehandling, fordeling af gødning afhængig af behov, pesticider kun hvor der er angreb mv.)
Præcis dosering (såsæd, gødning, pesticider i rette og beregnede doser).
Kilde: FVM.dk (Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri)
Hvordan kommer du i gang med præcisionslandbrug?
En af de største hindringer for at omlægge til præcisionslandbrug kan være de indledende investeringer i ny teknologi og moderne udstyr. Ifølge Danmarks Statistik peger hele 47% på ”for store omkostninger” som en af de primære barrierer, hos de landmænd som endnu ikke har skiftet til præcisionsteknologi.
Netop derfor kan erhvervsleasing være vejen frem. Du undgår at belaste din likviditet ved at skulle købe udstyret selv og kan i stedet blot forholde dig til en overskuelig månedlig leasingafgift.
Det er vigtigt at bemærke, at leasingaftaler kan variere, og det er essentielt at finde den rette aftale, der passer til de specifikke behov i dit landbrug. Vi anbefaler, at du rådfører dig med en af vores finansielle rådgivere for at sikre, at du tager den rigtige beslutning for din virksomhed.
Du kan finde kontaktinformationer på vores landbrugsrådgivere på siden her 👇
Tilmeld nyhedsbrev
Tilmeld dig Nordanias nyhedsbrev og få adgang til nyheder, guides og gode tilbud.
Du kan forvente at høre fra os ca. en gang om måneden.