Hvorfor var jeg skeptisk? I 2019, hvilket i bilverdenen kan føles som noget tid siden, forkælede Mercedes GLC’en med et mildt ”facelift” af den oprindelige model fra 2015. Det betød primært mere nutidige udstyrsmuligheder men også få visuelle detaljer udvendigt. Men modsat f.eks. E-klassen så betød det ikke, at GLC fik muligheden for Mercedes’ ganske fortræffelige ”widescreen cockpit”-koncept, som findes i stort set alle andre Mercedes varianter nu om dage. Ikke at du nogensinde får mig til at sige, at det bør være en årsag til at fravælge bilen, men mere et udsagn om, at bilen havde været nært perfekt, hvis det havde været tilfældet.
Støjsvag plugin-hybrid
Med det sagt, så er der virkelig kun gode ting at sige om GLC’en, hvilket både gælder materialevalg og komfort.
På lange motorvejsstræk vil du virkelig sætte pris på den relativt støjsvage lydkulisse, som bilen byder på, på trods af dens fysiske rammer, uanset om drivmidlet er el eller kombineret med dieselmotoren. Ved motorvejsfart og i 9’ende gear hører du ikke meget andet end vindens syslen og DAB kanalen, du har valgt.
Interiør-layoutet er stort set identisk med den netop udgåede C-klasse, hvor linjerne er bløde og stringente og på samme tid beherskede og relativt konservative. Modsat C-klassen har Mercedes valgt give dig deres ”ekslusiv interiør”, hvis du vælger GLC. Dette betyder i praksis visuelle opgraderinger af kabinen som f.eks. kunstlæder på instrumentbordet, AMG-pakken, som også var monteret på den prøvede bil, samt Mercedes’ fine kunstlæder/dinamica mikrofibersæder. Bilen klarer sig dog også fint uden.
Som med alle plugin-hybrider er førerens kørselsmønster og opladningsrutiner en afgørende faktor for bilens elektriske potentiale. Som med de andre plugin-hybrider jeg har kørt, oplevede jeg, at bilen som minimum kan sammenlignes med sin tilsvarende fossile søskende, på trods af batterivægt. Evnen til at opsamle og genanvende energi opvejer dette ved normal kørsel. GLC 300e/de har opladet en elektrisk WLTP-rækkevidde på ca. 45-50 km, men ved kolde temperaturer, skal du ikke forvente mere end ca. 30 km. Dette svarer til tilsvarende biler i klassen og modsat E-klassen, så får du i GLC e/de et fladt bagagerumsgulv, let forhøjet, men brugbart.
Standardudstyret omfatter bl.a.:
- ARTICO kunstlæder/stof, sort
- Taghimmel, sort
- Standard eksteriør og eksklusiv interiør
- ARTICO kunstlæder på instrumentbord og dørsider
- Interiør lyspakke
- LED high performance forlygter
- MBUX multimedia system
- KEYLESS-GO startfunktion
- Stor brændstoftank, 66l
Min mening
GLC de/e (hhv. diesel og benzin plugin-hybrid) er ikke blot i øjenhøjde med tilsvarende biler, men på mange måder også beviset på, at en velbygget bil er langtidsholdbar - selv i en bilverden der har mere travlt en nogensinde.
Hvis du overvejer en bil i denne størrelse, så bør den være på din short-list af biler, du skal prøve. Bilens farve hedder i øvrigt Mojavesølv (metallak), hvilket kombineret med ”nightpakken” giver et overraskende godt resultat, hvor lyset har en stor magt ift., hvad øjnene ser og oplever.
Sjæl | |
Fornuft | |
Power | |
Plads | |
Komfort |
Den prøvede variant: Mercedes-Benz GLC de 4MATIC SUV
- Motor: Diesel plugin-hybrid 306hk (194hk + 122hk)
- Gear: Automatisk
- Beskatning: 490.000 kr. (forår 2021)
- Forbrug (WLTP): 58,8 km/l
- Rækkevidde (WLTP el): 45 km
- 0-100 km/t: 6,2 sekunder