Af Michael Pedersen, indkøbschef i Nordania Leasing.
Da jeg besøgte Frankfurt internationale bilmesse for to år siden, vendte jeg tilbage til tasterne med følgende overskrift: ”Ikke et ord om elbiler”.
Sådan var det. Elbilerne var der ikke for alvor. Jo, hist og pist, men de stod ikke forrest, og der var ikke mange seriøse bud.
Men det var dengang – for to år siden. I år var de der, elbilerne. Og hybriderne. De stod forrest, og der var mange af dem.
Problemerne, som fik tvivlerne til at gå mod strømmen for bare to år siden, er løst. Overalt i Europa popper ladestandere op, og rækkevidden på de fleste nye modeller er 400 kilometer på en opladning.
Hvorfor nu?
Der kan være flere årsager til bilbranchens elektrochok-agtige evne til pludselig at kunne producere elbiler. Den vigtigste er, at bilproducenterne fra 2020 skal leve op til nye regler, der skal begrænse antallet af benzin- og dieselbiler, som ruller af produktionsbåndene.
Jeg vil derfor lade det være op til læseren at gætte, hvornår de mange elbiler pudsigt nok kommer på markedet.
Start med en hybrid
På mit skrivebord ligger ”Das offizielle Magazin”, som man fik stukket i hånden på messen. Forsiden rummer både en god og en dårlig nyhed, hvis man er firmabilbruger og godt vil have en elbil.
Den gode nyhed er, at der er lutter elbiler på forsiden.
Den dårlige nyhed er, at elbilerne stadig er enten små biler i Kleinwagen-størrelsen eller store og meget dyre premiumbiler. To eksempler: Volkswagen ID.3 og Porsche Taycan.
Så hvad gør man, hvis man gerne vil have et grønt alternativ til Mondeoen, Passaten og Insigniaen?
Svaret er en hybrid.
- F.eks. er netop Passat kommet i en hybrid udgave. Kig efter GTE.
- Ford Mondeo er også blevet hybrid.
- Toyota Corolla – spritny hybrid, som også fås som stationcar.
- Mercedes C-klasse. Den populære firmabil fås også som hybrid.
- Kia Optima. Hybrid. Lav beskatning og masser af udstyr.
Rene elbiler som firmabiler
Vil man have biler, der kun kører på strøm, må man gå ned i størrelse eller op i højde. Her er et par eksempler.
- Mercedes EQC. Mellemklasse SUV. Ren strøm. Jeg tror, den bliver populær.
- Audi e-Tron. Ekstremt efterspurgt på Nordania Bildage i år. Bilen er en stor SUV men primært attraktiv i direktørsegmentet.
- Tesla: Den kendte Model S har fået en lillebror: Model 3. En mellemklasse sedan, som kan meget, kører godt og indtil videre er den mest populære elbil i Danmark i 2019.
- Jaguar i-Pace. Lynhurtig SUV med en maksimal rækkevidde på 470 kilometer.
- Hvis man vil gå på kompromis med størrelsen: Nissan Leaf, Kia E-Soul, Volkswagen ID.3, DS 3 Crossback, Hyundai Ioniq Elektro, BMW i3, Opel Corsa e og så videre.
Klima koster
Uanset om du vælger at gå op i højde, ned i størrelse eller over i en hybrid, må du affinde dig med at gå lidt op i pris. På elbiler alene er batterierne dyre og udgør i snit 38 procent af prisen. Til sammenligning udgør motoren kun 5 procent.
Prisen er dog på vej nedad, og det samme er udledningen af drivhusgasser. Måske derfor bør vi alle sammen komme i stødet.
Du kan i hvert fald glæde dig over bedre biler og højspændt køreglæde i den nærmeste fremtid, som der kommer lidt stemningsbilleder fra herunder.